Tidligt oppe

Vi var tidligt oppe denne morgen og var de første på hotellet, som spiste morgenmad og drak den velduftende kaffe, som hotellets vært selv havde brygget denne morgen. Vi var de første ved Frachey-liften. Faktisk var vi der ti minutter før den åbnede, fyldt med adrenalin i kroppen. Denne dag var planlagt, siden vi kom og så vejrmeldingerne, som heldigvis havde holdt stik. Skyerne havde lagt tungt over dalen, dagen før og et nydeligt lag sne havde beklædt området i en endnu tykkere dyne, end der allerede var. Vi havde været de første på pisterne, slået de første sving, som ikke havde været perfekte med de brede ski vi havde klikket på, til denne lejlighed. Der havde været en ubeskrivelig stilhed. En slags stilhed før stormen, hvor ingen havde sagt noget, hvilket vi dog hellere ikke behøvede. I dette øjeblik, fortrød jeg lidt, men kun i dette sekund, hvor en sveddråbe passerede min højre kind. Der var faldet mere sne, end jeg først havde antaget, hvilket gjorde, at sveddråbe ikke var en enelig svale og min puls blev udfordret til det maksimale. Men med tanke på, at jeg om få minutter ville stå på toppen af verdenen, med mine bedste venner og se ned på et snedække så jumfrueligt og klart, ville det være det hele værd, at gå her i den dybe sne med ski på ryggen. Og om lidt ville de brede ski komme helt til sin ret, når vi havde fået vejrtrækningen på plads i den tynde luft og begav os ud på vores første off-pist tur denne sæson.