Mod Tobleronebjerget

Tidligt torsdag morgen blev jeg mødt af Champolucs friske alpeluft. Byen var stadig helt stille, men lige om lidt ville der begynde at summe af liv. Det var tid til at pakke skiudstyret og siden at sørge for, at alle de glade gæster kom med bussen. I dag skulle vi nemlig tur til bjerget, som man har så fin udsigt til fra Champoluc. Afsted mod Tobleronebjerget – eller Matterhorn eller Mount Cervino som det også kaldes – spændte på, hvad Cervinia mon kunne byde på. Busturen gik hurtigt, og der var vist også et par stykker, som fik en lille lur, mens vi kørte op og ned ad bjergvejene og gennem endeløse hårnålesving.

På tur til Cervinia

Vel ankommet med bussen blev vi mødt af min søde kollega Lovisa, og efter en kort snak var det bare om at få skiene på nakken og skynde sig mod liften. Byen var fyldt med liv, og der var lidt mere gang i den end i lille Champoluc. Det er altid spændende at komme ud og udforske området og se noget nyt på sin rejse.

Lifterne fik os hurtigt mod toppen, hvor vi tog det obligatoriske fotostop på det kendte bjerg. Herefter nød vi dagen i Cervinias skisystem, som på mange måder adskilte sig fra det velkendte Champoluc. Lifterne var mere moderne, og vi var heller ikke vant til at se 6-personers stolelifter. Pisterne snoede sig ned ad bjerget og dækkede det meste af bjergsiden. Efter et par gode ture var det tid til frokost på den kendte restaurant Ullas, eller som den hedder i Cervinia, Chalet Etoile. Det var fyldt godt op i restauranten, men heldigvis lykkedes det os at finde plads nede i et hjørne. Der går mange rygter om stedets fantastiske fiskesuppe, som er et must, når man er i Cervinia. Og der var store smile hele vejen rundt om bordet efter frokosten – suppen levede nemlig i den grad op til forventningerne.

Frokost på pisten

Om eftermiddagen fortsatte vi med at udforske de brede, lange pister i området. Da dagens skiløb var ved at være ovre, var det tid til afterski på bjerget. Vi fandt plads på The Bar, som bød på både kolde øl og varm kaffe til vores tørstige munde. Og snart var det tid til at sige farvel til Cervinia og tak for en helt fantastisk dag, inden turen gik hjem til Champoluc igen, home sweet home. Tak Cervinia for denne gang – vi ses!

Adventure-dag i offpisten

Med fede, nye ski og dobbeltchecket sikkerhedsudstyr begav vi os med bjergguiden Patrick på vores første rigtige offpistetur. Vi var lidt nervøse for, hvordan det skulle gå, da vi både havde en snowboarder med og en, der aldrig rigtig havde kørt offpiste før. Vores bekymringer blev dog hurtigt gjort til skamme, da Patrick sørgede for at tilpasse dagens udfordringer til vores færdigheder. Vi startede med et par ture i sneen ved siden af pisten for lige at komme i gang, og derefter drog vi afsted mod Punta Indren, liften uden piste. På trods af en del blæst lykkedes det Patrick at finde rigtig god sne, og vi lærte en masse om både området, bjergene og skiløbet.

Adventure offpiste i Champoluc

Efter et ordentligt skud adrenalin i den begyndervenlige slugt Canale dell’Aquila, syntes vi, at vi havde fortjent en pause. Vi spiste frokost på Orestes Hütte, som ligger ude i offpisten i Gressoneydalen i 2.600 meters højde. Det er et virkelig smukt sted, hvor man kan få god mad og noget varmt at drikke – perfekt til at komme sig oven på et par hårde timer på ski. Den rolige atmosfære var i smuk kontrast til resten af den actionpackede dag. Her kunne vi nyde solen og den smukke udsigt over de storslåede bjerge.

Adventuredag i offpisten

Da vi havde fået pusten, var det tid til at spænde skistøvlerne igen, for dagen var ikke slut endnu! På vej tilbage fra Indren fandt vi flere stykker uberørt sne, hvor vi kunne teste vores nye offpistefærdigheder. Vi kørte hele eftermiddagen, til mælkesyren overtog vores ben, og vi besluttede os for at det måtte være tid til at runde dagen af på bedste afterski-manér.

Med store smil på ansigterne kunne vi ivrigt fortælle ugens gæster om turen – og anbefale dem at sørge for at gøre det samme, inden de skulle hjem!

Adventuredag i offpisten