Sol, sne og masser af plads

Efter travlheden over jul og nytår er der her i januar pludselig helt tomt på pisterne i Champoluc igen. Den værste juletravlhed og italienernes egen ferie er slut. Det er lidt underligt at se Champoluc uden hundredvis af biler i gaderne og propfyldte restauranter. Men det gør os nu ikke noget. For det betyder mere plads til os og jer gæster.

Lokalbefolkningen kan nu igen slappe lidt af, sove lidt længere og samle energi til det går løs igen med højsæsonen. Man kan stå på ski hele dagen uden at stå i kø en eneste gang, og pisterne er fantastiske at køre på langt ud på eftermiddagen.

Frokost i Champoluc

Vores pistevisning er vældig populær, og det er en god  måde at lære de tre dale at kende på – og ikke mindst at lære hinanden at kende. Favoritten blandt både guider og gæster må nok være Sant Anna; en lang blå/rød piste, som er dejlig bred, så man kan lave store sving, og så lang, at benene når at syre til halvvejs. Den ligger i Gressoney-dalen på den rigtige side, så man kan lune sig i solen på turen ned. Ved toppen af liften ligger restauranter Colle Bettaforca 2727, som serverer områdets bedste pizza. Vi har kørt på den så mange gange, at liftpersonalet er begyndt at grine af os, når vi kommer igen og igen, hver gang i lige godt humøre.

Så bliver det ikke meget bedre! Det skulle da lige være, hvis vejrudsigten holder stik og der kommer et drys sne igen snart.